I dag flytter børnene ind i Æblekassen, der ligger midt på Grønttorvet og i kanten af den nye bypark. Københavns Kommune overtager et nøglefærdigt byggeri, der udnytter denne særlige placering med lange kig ud i bydelen og grønne friarealer.
Udvendigt er institutionen inspireret af det gamle Grønttorv med store konstruktioner fortolket i moduler og facadestrukturer, som filtrerer sollys og skaber trygge uderum i højden. Indenfor er huset overvejende foret i træ. Grupperum og fælles arealer fremstår med rumhøje vinduespartier, der leger videre med det strukturelle greb med opholds nicher og åbne udstillings reoler mod omgivelserne.
Vi har skabt et børnemiljø med plads til leg og læring, med robuste overflader og integreret inventar. Der har været fokus på at skabe et helstøbt og integreret indeklimadesign med fokus på varieret dagslys, passiv solafskærmning, mulighed for opluk i alle rum og integrerede akustikløsninger.
Legepladsen indgår som en sikret del af den nye bypark, der fremstår med spiselige planter og en plantage af nye æbletræer.
Grønttorvet i Valby der tidligere har været engrosmarked for blomster- og grønthandlere, er i dag i gang med at blive omdannet til ny bæredygtig bydel i København, med både boliger, institutioner, cafeer, butikker, kontorer og bypark.