RUBOW arkitekter skal udvide integreret institution i Randers
”Meget veldisponeret planløsning. Skulpturel bygningskrop. Sikrer fin helhed mellem områdets børnehuse.” Sådan skriver Randers Kommunes bedømmelsesudvalg i evalueringsrapporten for ombygning og udvidelse af daginstitutionen Minimax.
”Det er et spændende og gennemtænkt konkurrenceforslag, som vil kunne give vores børn nogle rigtig gode rammer for en tryg og inspirerende hverdag” fortæller Lars Lynghøj, dagtilbudschef i Randers Kommune.
Børnehaven, der ligger i det centrale Randers, skal om- og udbygges, så den i 2023 vokser fra 50 til 150 børn og derved bliver en integreret institution med plads til tre gange så mange børn som i dag.
”Vi insisterer på at sætte vores arkitektfaglighed klogt og helhedsorienteret i spil, så bygherres og vores egne høje ambitioner kan realiseres indenfor budgettet, som lige nu udfordres af den generelle udvikling i markedet.” fortæller Uffe Breinholt, Partner hos RUBOW arkitekter Aarhus: ”Vi har løst opgaven ved at tænke i fleksible og multianvendelige rumligheder så vi både får skabt rammer til hverdagen og fællesskabet”.
Vi glæder os til at komme i gang med projektet i samarbejde med brugerne, Randers Kommune og vores samarbejdspartnere totalentreprenør Høgh & Sønberg og Stokvad Ingeniører.
Du kan læse Randers Kommunes pressemeddelelse her.