Christianshavns Skole

Første etape afleveret

Historisk kontekst og tæt dialog driver innovativt skoleprojekt, hvor bygninger og byrum transformeres til et urbant og oplevelsesrigt læringsmiljø.

Vi har afleveret første etape af Christianshavns Skole, som renoveres, ombygges og udvides fra 3 til 4 spor. Skolen består af 4 eksisterende bygninger, hvoraf to af er bevaringsværdige og én er fredet. Bygningerne er placeret på to matrikler i tæt by, og opgaven har været kompleks på flere niveauer, bl.a. i forhold til pladsudnyttelse, inddragelse af mange interessenter, varetagelse af kulturarv, lokalplansproces og opgradering af undervisningsmiljø til den nye folkeskolereform.

”Christianshavn Skole har været en virkelig inspirerende opgave, fordi vi var med fra starten. Personalegruppen havde håbet på at få en helt ny skole, men i tæt samarbejde fandt vi bygningernes egentlige potentialer og fik udarbejdet en komplet ny organisering, som skabte de nye forudsætninger og et helt nyt brugerperspektiv.” fortæller Katrine Daugaard, associeret partner hos RUBOW arkitekter.

Stedets potentiale er den historiske kontekst
Kreativ direktør Susanne Hansen og Katrine Daugaard har kørt parløb i den kreative udvikling af projektet. ”Vi har i tæt dialog med eksterne og interne interessenter udviklet det arkitektoniske greb, som tager afsæt i opgavens særlige vilkår. Stedets potentiale er den historiske kontekst og eksisterende bygningers arkitektoniske kvalitet. I den udbyggede skole møder man bydelens mange historiske lag som inspiration i både nye og ombyggede bygninger, uderum og læringsflader. Skolen bliver et rigt katalog af pædagogiske muligheder i aldersspecifikke lokalmiljøer, og et værdifuldt alternativ til det at bygge en helt ny skole.” fortæller Susanne Hansen.

Læs mere om projektet her

Hvis I ønsker yderligere info, kan I kontakte:
Susanne Hansen
Partner, kreativ direktør, arkitekt maa
+45 3369 1194
sus@rubowarkitekter.dk