RUBOW arkitekter har vundet en fireårig rammeaftale om arkitektrådgivning med ATP Ejendomme. Som én af fem rammeaftaleholdere skal vi varetage udviklingen af en del af ATP’s ejendomsportefølje.
ATP Ejendommes portefølje omfatter kontor- og erhvervslejemål fra nyopførte kontordomiciler til bevaringsværdige ejendomme – primært øst for Storebælt. Rammeaftalen omfatter optimering af kontorejendomme i den københavnske ejendomsportefølje. RUBOW arkitekter vil, sammen med Orbicon, som har rammeaftale på ingeniørrådgivning, løse opgaver på ejendomme i hjertet af København.
”Hos RUBOW arkitekter arbejder vi helhedsorienteret med arkitektur, økonomi og et godt arbejdsmiljø for lejerne. Vores erfaring med Space Planning, transformation, renovering, ombygning og optimering blev vurderet som et godt match til ATP, hvor glade lejere og god kvalitet er i centrum”, udtaler Helene Skytte Olesen, arkitekt MAA og associeret partner hos RUBOW arkitekter.
ATP ejendomme har i deres tildeling lagt vægt på RUBOW arkitekters strukturerede processer, systemer og værktøjer og på de tilbudte medarbejderes erfaring med udvikling af kontorejendomme, Space Planning, projekterings- og byggeledelse samt illustrationer til udlejningsmateriale.