Nyt børnehus på Flyvestation

RUBOW arkitekter skal udvikle et nyt DGNB-certificeret børnehus i den tidligere Officerskoles bygning på Flyvestation Værløse.

Vinderprojektet griber stedets ånd og omdanner med enkle greb bygningen til et inspirerende og funktionelt dagtilbud med respekt for den bevaringsværdige bygning, skriver Furesø Kommune i deres pressemeddelelse i går.

Katrine D. Jørgensen, associeret partner fortæller: “I projektet transformerer vi den tidligere Officerskole til et tidssvarende og inspirerende børnehus. Vi har tilført den bevaringsværdige bygning flere arkitektoniske lag – til leg og læring, pædagogisk udvikling og også nye sammenhænge til det eventyrlige landskab. På den måde bliver det nye Jonstrup børnehus en ramme, der både peger fremad og samtidig respekterer de historiske spor i bygningen og i området.”

Visionen er, at den nye daginstitution på nænsom og inspirerende vis bin­der område, bygning og legeplads sammen i en fortælling, der forstærker de eksisterende kvaliteter.

“Daginstitutionen bliver en vigtig brik i den nye byudvikling – det er her man mødes, hvor nye venskaber opstår og naboskaber grundlægges. Vi betragter ‘Børnehuset i lunden’ som et kulturelt omdrejningspunkt, hvor børn og voksne kan udvikle og udfolde sig i smukke rammer der indbyder til fællesskab,” fortæller Stine Poulsen, associeret partner og leder af Landskab & bystrategi.

Teamet
RUBOW arkitekter har sammen med JORTON, Orbicon og Center for Bygningsbevaring vundet totalentreprisekonkurrencen om udviklingen af det nye børnehus for Furesø Kommune. Der bliver plads til i alt 150 børn – fem vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper.

Læs mere om projektet her