Det Grønlandske Hus får ny kultursal

29.05.2019

Byggeprocessen for en ny kultursal til Det Grønlandske Hus i Aarhus er startet op med 1. spadestik. Kultursalen opføres som tilbygning til det eksisterende hus og skal bidrage til foreningens stærke identitet og kulturliv.

Det er et stort ønske, at Den nye Grønlandske Kultursal vil blive en markant og dragende sal. At de nye faciliteter vil dække et behov hos nuværende brugere og ansatte, men også vække nysgerrighed hos nye brugere og gæster i huset. Herved styrkes muligheden for at synliggøre og markedsføre grønlandsk kultur i Aarhus og gøre huset til et naturligt stop på vejen ud i naturen for lokale århusianere, turister og andre besøgende.

I forbindelse med godkendelse af projektet udtalte Jørn Holbech, Direktør for Det Grønlandske Hus:

”Vi har fået tilpasset vores projekt til den tilstedeværende økonomi og målet har jo hele tiden været, at vi ville skabe et levende grønlandsk miljø i Aarhus med en ny kultursal, men selvfølgelig også give de bedste rammer for vores brugere og for medarbejderne. Og det er så blevet til denne her smukke kultursal, som er en arkitektonisk perle, skabt af RUBOW arkitekter her i Aarhus. Og den kan bruges til udstillinger, foredrag, mindre koncerter og debatter og møder osv. Så vi får virkelig nogle gode rammer alene i kultursalen”.

Udsmykning af kultursalen tager udgangspunkt i traditionelt grønlandsk håndarbejde med materialer som moskus, drivtømmer og perler og skabes af kunstneren Nanna Annike Nikolajsen.

”Det Grønlandske Hus ønsker et mere levende miljø og et sted, hvor man kan føle sig hjemme, og for at skabe en hjemlighed, må man have noget genkendeligt”, fortæller Nanna Annike Nikolajsen, der er opvokset i Østgrønland.

Nanna skal udsmykke den nye kultursal indvendigt, men hun har også valgt at skabe en perleskulptur, der skal stå udenfor og byde folk velkommen.

Se video om den nye kultursal til Det Grønlandske Hus i Aarhus.

Læs mere om udsmykningen her.

Læs mere om projektet her.