Små børn lærer ved at betragte, sanse og spejle omgivelserne. I vores nye daginstitution i Viby ved Aarhus har vi udfordret rammerne så ude og inde smelter sammen i en lang række koblede oplevelser og indrammede udsigter.
Der er tæt forbindelse mellem fællesarealer og legeplads, mens grupperummene er mere rolige og afskærmede til fordybelse i leg og kreativitet. Vinduer og nicher giver mulighed for ophold så man i trygge rammer kan lære af verden udenfor mens højtsiddende vinduer åbner op for at himmelrummets stemninger kan farve rummene indenfor.
Bygningen består af to længer, der mødes i en i vinkel, som omfavner den bakketop huset ligger på. Alt imens den skaber et beskyttet uderum flankeret af
bygning på to sider og bakken med en lille kirsebærlund på de to andre. Fra bakketoppen og flere steder inde i bygningen er der en storslået udsigt ind over Aarhus by.
Bygningens skrå facade mimer bakkens skråning, så den ligger som et naturligt element i terrænnet. Samtidig indeler bygningen og kirsebærlunden den omkringliggende legeplads i tre udtalte zoner og intensiteter. Til de små, til de store og det store fælles beskyttede uderum i midten.
Fleksibilitet
Institutionens grupperum kan disponeres fleksibelt til vuggestue- eller børnehavegrupper, og indtil videre er der kun indskrevet vuggestuebørn i afdelingens første åbne måneder.
Brugerproces
Institutionen er blevet til i tæt samarbejde med et udvalg af repræsentanter fra dagtilbud og forældregruppe, gennem en såkaldt RULL proces, styret af Rubow arkitekter.