Ringsted Sportscenter samles i ny rambla
I Ringsted Sportscenter bygges en ny kampsportshal, som samles med fire eksisterende haller og et vandkulturhus i en samlende rambla, som skal give plads til høj idrætsaktivitet og sikre sportscentrets brand som samlet sportscampus. Den nye sammenbindende rambla har et unikt potentiale, der kan styrke fællesskaber og synergier på tværs af både konkrete lokationer, idrætstyper og mennesker.
Ramblaen vil blive førstehåndsindtrykket, som styrker den samlede rumlige og arkitektoniske oplevelse af sportshallerne i et åbent og lyst samlingssted. Samtidig vil den invitere til både ophold, leg og bevægelse – og gøre det muligt at deltage i de fysiske udfoldelser både aktivt og som beskuer og med plads til både dig, mig og os alle sammen.
Kampsportshallen skal fungere som multisal med tilhørende faciliteter, ny køkkenbygning, selskabslokaler, omdannelse af caféområde til opvarmningsareal samt en lille sal til styrketræning.
Helhedsplanen for udvidelse af Ringsted Sportscenter er vundet sammen med Wissenberg, Tyréns og Gade Mortensen på baggrund af pris, organisation og sagens gennemførelse.