RUBOW arkitekter tegnestue og showroom

Arkitektens laboratorium
Tegnestuen i København har til huse i den historiske Sankt Annæ Passage i det indre København. Huset var oprindeligt trykkeri, hvilket kan aflæses i de åbne etager, hvor valmede lofter bæres af solide betonsøjler. En ny etage blev tilkøbt, da RUBOW arkitekter fik vokseværk i løbet af 2011.

I dag har vi i København ca. 100 arbejdspladser, møderum, køkken og kantine, et lille modelværksted samt 1:1 showroom i forhold til skiftende produktudstillinger. Stedet er tænkt som arkitektens laboratorium, med plads til både fordybelse og samarbejde.

Trappen som bindeled
Trappen er det rumlige greb, der forbinder etagerne og tegnestuens åbne kontorer. Den nye moderne trappe leder fra indgangen og op til receptionen og herfra videre til kantinen – tegnestuens bankende hjerte, hvor medarbejdere og gæster mødes og videndeler til duften af nybagt brød og friskbrygget kaffe.

Kantinen er indrettet med fokus på at integrere køkkenfunktion, kunst- og dagslys, akustik og showroom for samarbejdspartnere og kunder i et samlet greb, der let kan transformeres fra hverdags-kantine til konference eller fest–lounge. Rummets indretning afspejler vores generelle tilgang til arkitektur, hvor udfordringerne i det gamle betonhus udnyttes som rumligt potentiale for tegnestuen. Særligt lyssætningen via LED–spots med forskellige kelvin grader er værd at studere i forhold til komfort og farvegengivelse.

Fast inventar
Lysdesign
Akustik
Indretning